Historisk set har begrebet mesterlære eksisteret siden middelalderen. Kongen skulle tjene penge på skatter og befalede derfor, at al handel skulle foregå i byområderne. Fagfolkene samlede sig i grupper, hvilket betød at de havde lettere ved at sælge deres varer. For at kunne afholde udefrakommende håndværkere i at sælge deres produkter i byen, oprettede eksempelvis skomagerne og tømrerne, hvert deres lav. Lavene kunne opretholde kvaliteten af de fremstillede varer samt regulere antallet af mestre og lærlinge i området. Disse lav kunne derved også sikre sig, at lærlingenes uddannelse havde et højt fagligt niveau. Lærlingen flyttede ind hos mesteren og blev en del af hans husstand. Mesteren havde derfor ikke kun havde ansvaret for lærlingens uddannelse, men også for hans opdragelse.
Det var på denne måde håndværkerne blev uddannet i Danmark helt frem til industrialiseringen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Fabrikkernes masseproduktion betød at mestrene mistede deres status og i 1857 blev næringsfriheden indført, hvilket betød at lavene og hermed også mesterprøven blev afskaffet. Lærlingene havde op gennem det 20. århundrede ofte meget dårlige arbejdsforhold. Der var ingen krav om mindsteløn og først i 1937 blev svendeprøven genindført. Konsekvensen af denne afskaffelse af mesterlæren blev, at mange uddannelser i 1970’erne og 1980’erne kom til at ”foregå i strukturerede skolesystemer. Mange af de studerende oplevede, når studierne var vel overstået, og de kom ud i erhvervslivet, et praksischok, der ofte var så stort, at de havde problemer med at bevare jobbet”(Illum. 2004. p. 66). Mesterlæren har dog fået en renæssance de seneste år. Regeringen nedsatte i 2005 et udvalg om mesterlære og i 2006 trådte mesterlæremodellen i kraft.
I 1991 udgav de amerikanske forskere Jean Lave og Etienne Wenger ”Situated learning – Ligitimate periphal partipitation”. De fremlagde her deres teori om situeret læring på baggrund af de adskillige forskningsresultater de havde frembragt, herunder blandt andet studier af skrædderlærlinge i Liberia i 1970’erne. ”Deres iagttagelser viste, at samtidig med at ”lærlingen” fik lært håndværket, skete der en opdragelse, en uddannelse til at være medlem af skræddernes samfund. (Illum. 2004. p. 68). Den enkelt lærer, ifølge Lave og Wenger, mens vedkommende er i situationen og læring finder udelukkende sted i et praksisfællesskab.
Psykologerne Klaus Nielsen og Steinar Kvale har, inspireret af Lave og Wenger, opstillet følgende punkter for mesterlæren:
- Mesterlære finder sted i et praksisfællesskab
Læringen sker ved deltagelse i produktivt arbejde, hvor den lærende indgår i et socialt praksisfællesskab. De forskellige deltagere fungerer alle som vigtige ressourcer for læreprocessen. Læringen er en dynamisk proces, hvor lærlingen langsomt bliver dygtigere, og derved skifter position i praksisfællesskabet.
- Mesterlære tilegner en faglig identitetsudvikling
Den lærende udvikler en faglig identitet ved at tilegne sig fagets færdigheder, viden og værdier som medlem af fagets praksisfællesskab. Læringen ændrer ikke blot den lærendes læring, men ændrer også identiteten. ”Kort sagt er de lærende aldrig kun lærende, men altid undervejs til at blive en bestemt slags subjekter med bestemte måder at deltage i verden på.” ( Kvale & Nielsen. 1999. p. 110).
- Mesterlære foregår uden formel undervisning
Den lærende lærer gennem øvelse og udøvelse. Ved at observere og imitere mesteren kan den lærende, også helt uden verbal kommunikation, lære komplekse handlemønstre. Det er mesterens ekspertise og den lærendes deltagelse i praksisfællesskabet, der danner ramme om læringen og derved repræsenterer fagets krav.
- Læringen evalueres gennem praksis
Vurderingen af produktet finder sted i selve arbejdssituationen. Den lærende modtager feedback fra såvel mester som de andre lærlinge, elever eller lignende. I den traditionelle mesterlære afsluttes den formelle prøve med et svendebrev. I undervisningsøjemed vil evalueringen kunne ske umiddelbart, da læringen har tydelige konsekvenser for læringsaktiviteterne. Er læringen lykkedes mestrer den lærende nu en ny færdighed. Læringen og anvendelsen af det lærte er ikke adskillelige, men integrerede dele af undervisningen.
Mesterlærebegrebet omhandler også begrebet sidemandsoplæring. ”Det at være nødt til selv at formidle og være ansvarlig som person over for en gruppe lærlinge, der kan finde på at spørge om alt mellem himmel og jord, kan i mange tilfælde give en ny indsigt i de færdigheder og den viden, man netop selv har slidt med at tilegne sig.” ( Kvale & Nielsen. 1999. p. 252). I den daglige sløjdundervisning på min skole, fungerer eleverne også som undervisere for hinanden. Dette kan være i situationer hvor jeg som lærer ikke lige har tid, og det derfor er lettere at spørge sidekammeraten end at vente på læreren. Det kan også være at eleven ser op til en anden elev på grund af hans eller hendes faglige kunnen, og derfor gerne søger råd og vejledning hos denne. Den enkelte lærer derved i praksisfællesskabet og kan, på trods af at der ikke finder formel undervisning sted, opnå læring ved selv at undervise.
Teorien om den situerede læring omhandler mesterlære i en social sammenhæng. Den håndværksmæssige læring har flere læringsrum, både et indre og et ydre. Den situerede læring befinder sig i det ydre læringsrum, hvor læringen foregår gennem instruktioner, imitationer, samtaler og inspiration fra andre mennesker. I det følgende afsnit vil jeg, ud fra Hubert og Stuart Dreyfus’s teori om intuitiv ekspertise, fokusere på mesterlærebegrebet som udvikling af en håndværksmæssig kompetence.